Den værste dag, i hele mit liv :'(

For præcis et år siden, sad jeg i min gamle chefs bil (en rigtig god ven gennem 7 år nu).. Vi var på vej ud til vores fælles veninde, en af mine rigtig rigtig gode veninder, hun lå inde på Rigshospitalet, vi vidste at det muligvis var aller sidste gang vi nogensinde skulle se hende. Hun havde kræft, og havde kun været syg i en ganske kort periode, jeg vil ikke komme ind på detaljerne, af hensyn til familie og andre pårørende, men det var så uvirkeligt, så tarveligt at en så ung pige kunne miste livet. Så uretfærdigt :'( !!
Jeg kunne ikke komme hurtigt nok derud, og alligevel føltes turen som en evighed før vi var fremme. Vi var begge helt ude af os selv og fuldstændig tomme, men prøvede på bedste vis at trøste hinanden, og holde humøret lidt oppe. Da vi kom til hospitalet, skyndte vi os op til hendes stue. Der mødte vi en masse af hendes familie der var i dyb sorg, og da jeg så hende ligge der, begyndte jeg bare at stortude, og kyssede hende på panden, og på kinderne en million milliard gange. <3 mens jeg fortalte hvor højt jeg elskede hende, og hun slet ikke måtte forlade os endnu. Der begyndte vi at kunne høre hendes vejrtrækninger blive hurtigere og med mere lyd på. Det betød hun stadig kunne høre hvad vi sagde, og jeg kunne slet ikke stoppe med at græde.. :'( aldrig i hele mit liv, har jeg været så ked af det.. Ikke fordi det ikke har gjort ondt når et familie medlem er gået bort, for det gør det. Men her taler vi om en pige der kun er blevet 24, på kort tid bare får taget livet fra sig, for alle os tæt på hende, har det været så uvirkeligt! :'( Og så var hun et af de få mennesker, der kendte mig bedre end mig selv. En af de få jeg kunne bruge timer i telefonen med, grine med, være fuldstændig ærlig overfor. Vi havde lavet så mange ting sammen igennem årene og jeg vil aldrig nogensinde glemme noget af det vi har lavet. <3 Jeg elsker den pige så sindsygt..

Prøv lige og se hvor smuk hun er

Vi forlod hendes stue, af respekt for familien, og lade dem få al den tid med hende.
Så satte vi os ved et af springvandene udenfor, og jeg grad, og grad, og grad, som jeg aldrig havde gjort før. Det var så dejligt at have min ven ved mig på det tidspunkt, som tydeligvis var lige så berørt af situationen som jeg. Det var så svært at køre væk derfra.
Da jeg var kom hjem, kom opringningen jeg havde frygtet så længe, men prøvet af forberede mig på. Hun var fløjet bort :'(  Jeg faldt fuldstændig sammen, jeg kunne ikke fungere, jeg spiste ikke, jeg drak ikke, jeg levede slet ikke i dagene efterfølgende. Jeg gav kun lige William mad, skiftet hans ble, rent tøj på, og alle de basale ting, det var planlagt at vi skulle holde nogle fridage i den uge, men jeg gik ned i hans vuggestue som han gik i dengang, og fortalte dem situationen, plus jeg skulle jo også til begravelse lige pludselig, og de tog sig rigtig kærligt af ham. Jeg grad imens jeg prøvede at fortælle pædagogen hvad der var sket, så meget at hun slet ikke kunne høre hvad jeg prøvede at sige, men bare gav mig den største knusser, <3 LIGE hvad jeg havde brug for. Og dejligt de lige tog ham den tid, mens jeg fik bestilt blomsterne og gjort mig klar til begravelse Så var det også en hel anden mor der kom og var klar til at være der lidt for ham. Men jeg må indrømme, at de første uger efter, så spiste jeg ikke maden der blev serveret ved bordet, og når vi legede på gulvet, kunne jeg ta mig selv i at sidde og stirre ind i væggen, i det hele taget var jeg slet ikke mig selv. Og fuldstændig forståeligt. Det er det værste jeg nogensinde har oplevet.

Til den ceremoni der blev holdt for hende, havde jeg bestilt en kæmpe buket med de flotteste farver, og en masse glimmer på <3 Da jeg kom derhen, brød jeg sammen igen, en halv time fik vi, til at kigge på hende inden hun blev ført bort, det var det hårdeste i mit liv, jeg tænkte på alle de ting jeg gerne ville ha nået med hende. Jeg tænkte på, hvorfor vi ikke havde snakket endnu mere sammen end vi gjorde, hvorfor vi ikke havde nået at få gjort bestemte ting sammen, alle de ting jeg ville sige til hende, hvis jeg bare havde fået EN dag mere med hende. :'( <3 Puha, jeg stor tuder allerede mens genfortæller dette på skrift.

Jeg håber ingen nogensinde vil opleve dette, ik engang ens værste fjende. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan hendes dejlige mor må have det.

Jeg savner hende, så meget! & jeg tænker på hende hver eneste ene dag, for hver gang jeg logger på facebook, så er hun altid den der popper op på min væg under venner 😀 ved at hun følger med og ser alt hvad der sker. Hun kigger mig sikkert også over skulderen mens jeg skriver det her :D, og ae’er tårerne væk fra mine kinder 🙂

♡07.09.13♡ R.i.p. prinsesse ♡

Kiss love & hugs A.S.<3