INGEN STERILISATION TIL MIG…

I sidste uge var jeg et smut forbi lægen, og under vores samtale, kom vi ind på prævention. Jeg har heldigvis betalt mig fra ikke at blive gravid de næste 5 år, med det prævention jeg bruger nu og det er jeg lykkelig for!
Men der er jo altid en lille chance eller må jeg hellere skrive risiko, for at man bliver gravid alligevel, og da jeg ikke får menstruation, er det slet ikke til at holde styr på.
Mit værste mareridt er at blive gravid (uden at vide det), gå over tid og ikke ha muligheden for at få en abort. Derfor har jeg altid graviditets tester i liggende i hjemmet
– better be safe than sorry..
Derfor åbnede jeg op for snakken om at blive steriliseret, det ville gøre det hele meget nemmere, og så er jeg sikker på, at der ikke kommer en “smutter”.

Jeg føler mig selv rimelig afklaret med at jeg ikke ønsker flere børn end William, jeg elsker ham og han er det bedste i hele mit liv <3 Men for mit vedkommende, er jeg ret så sikker på at han bliver en éner <3 Jeg troede min læge ville være fuldstændig med på ideen og sige at det kunne jeg få allerede når jeg bliver 25 (som vist er alders grænsen for at blive steriliseret).. Men der tog jeg vist fejl… Hun fortalte mig at det var meget normalt at føle som jeg gjorde, og at hun havde set mange kvinder med samme holdning, som skiftede mening når de var blevet ældre, og på det tidspunkt var det så umuligt for dem, at få børn. Derfor svarede hun “den slags indgreb vil jeg først foretage på en som dig, når du er i slut 30’erne” :O …. For tænk nu hvis jeg mødte manden i mit liv om nogle år, og så for alt i verden ønskede mig et barn. Jeg burde nok ta’ det som en kompliment at samfundet mener at ‘en som mig’ gerne skulle masse producere mig selv. :b

Sætningen om at ‘..når jeg møder den rette vil jeg sikkert gerne have flere børn’, den har jeg hørt rigtig mange gange, og jeg kan sagtens forstå at alle tænker sådan, jeg er ikke så gammel. Og jeg vil noget den ene dag, og skifter mening dagen efter.. Men lige med det hér, der føler jeg mig så sikker som jeg kan.. Jeg troede, at jeg skulle leve et helt liv uden børn overhovedet. Heldigvis fik jeg så min dejlige lille guldklump, som jeg forguder, jeg elsker mit liv med ham. – slet ingen tvivl om det. Han er the one <3 . Men for både min og Williams skyld, så mener jeg klart det er bedst at der ikke kommer flere. Jeg er glad for at jeg blev mor i en ung alder. Når jeg er i slutningen/midten af 30’erne, så er min knægt så stor at han kan flytte hjemmefra, der tror jeg ikke lige at jeg har lyst til at starte forfra, og hvor meget glæde ville han få af sin søster/bror på det tidspunkt?..
Så hvis han skal have søskende, må det stå for hans fars regning ;b
Desuden ønsker jeg heller ikke at stå en dag som enlig mor, til to, med to forskellige fædre. Som desværre også en risiko, selv hvis jeg tror jeg har mødt manden i mit liv…
Men okay, jeg må nøjes med al det prævention jeg kan få indtil jeg bliver gammel nok 😉 ;b