Afbryde kontakten med familiemedlemmer, som ikke bidrager med noget positivt i ens liv.

Familie er et stort begreb, nogle vil mene, at man selv ’vælger’ sin familie, i form af de venner og mennesker man omgiver sig med, andre kan ikke forestille sig, at man fravælger et nært familiemedlem, ’blot fordi’ vedkommende ikke bidrager med noget positivt. Jeg er lidt i begge lejre, på den ene side, er jeg enig i, at man skal gå lidt længere for sin familie, man skal prøve lidt hårdere, men på den anden side, synes jeg heller ikke, at man skal lade sine grænser blive overtrådt gang på gang, eller føle sig mindre, når man er sammen med sin familie. For mig betyder familie nemlig det komplet modsatte. Familie står op for hinanden, bakker hinanden op, er dem man griber ud efter når tingene er svære, og dem der ‘danner ring’ om et andet familiemedlem, hvis personen er i en svær periode i livet.

Efter jeg med årene er blev ældre (sjovt nok 😉) og mere erfaren, har jeg den holdning, at jeg på samme måde, som med de venner jeg vælger i min inderkreds, så skal de familiemedlemmer jeg ønsker en god og sund relation til, også bidrage positivt til mit liv. Mit ansvar er så den anden vej, at jeg også bidrager positivt til deres liv. Hjælper hvor jeg kan, er det lyttende øre, prioriterer tid med dem mm. Det familiemedlem jeg ikke længere har den relation til (uden at nævne navn eller titel) havde i en længere periode skuffet mig, vi snakker år… Da personen selv var i en svær periode i sit liv, stod jeg på tæerne for at hjælpe til. Jeg lod personen få en ekstranøgle til mit hjem, så h*n kunne gå og komme lige som det passede. Jeg tilbød al den hjælp jeg kunne komme i tanke om, jeg lånte h*n penge, f.eks. 5.000 kr. op til julen og gav faktisk også yderligere 5.000kr. Det er egentlig ikke så meget pengene, for jeg har næsten altid haft den holdning, at man skal hjælpe til generelt hvor man kan og har overskud til det. Det er go’ karma. Men jeg forventer så også, at hvis jeg selv en dag står i en skidt situation, så kan jeg række ud efter hjælpen – og ikke ment som i 1:1, at man skal have nøjagtig det tilbage som man selv har bidraget med, men det den anden person kan overskue og har ressourcer til.
Det der gør mig allermest skuffet, er når folk er kommet på benene igen, og man så egentlig er ubetydelig for dem, for nu har de ikke længere ”behov for dig og hjælpen”.
Så står jeg personligt tilbage med en følelse af, at være blevet udnyttet og ’kørt midt over’. Det er faktisk én af de ting her i livet, som kan skuffe mig allermest.

 

Jeg har selv flere veninder, som har fravalgt familiemedlemmer og forældre, fordi de med årene har opdaget, hvor mange kræfter det har taget på dem, at bibeholde relationen, som man kan blive fuldstændig drænet af. Jeg har ofte hørt dem sige, at de ofte bliver mødt med kommentarer som denne fra omverden ”Ej, du kan da ikke bare afskrive dine forældre, de har jo født dig, og givet dig livet”… Jeg siger altid til dem, at jeg synes at folk skal lære at vende spørgsmålet om, fordi jeg selv tænker: ”hvad har dine forældre/familie budt dig (som i at det må være noget slemt), siden du har følt dig nødsaget til, at fravælge dem”.. For det er nemlig langt fra et nemt valg at tage for de fleste, særligt med tanke på forældre.
Jeg har en rigtig god relation til alle mine forældre, og kunne ikke undvære dem for noget. Men jeg ved også godt, at det ikke er alle der er så privilegeret at have en så stærk relation til sine forældre. Og det er ikke alles forældre, som er støttende, opbakkende og bidrager positivt til ens liv.

I min situation kan I så nok godt regne ud, at der ikke er tale om mine forældre. Men derfor kan det stadig være hårdt for de fleste, at ’slå op’ med et familiemedlem eller en nær ven, som man har haft i rigtig mange år. Jeg kunne heller ikke selv finde ud af det, på trods af, at det skabte så mange issues i mit liv at lade personen fortsætte i min inderkreds. For jeg fik aldrig nogensinde bare halvdelen af det tilbage, som jeg gav. Og her hentyder jeg ikke til det økonomiske perspektiv. Jeg mener helt grundlæggende i at prioritere tid med hinanden, personen stillede aldrig op for mig, hvis jeg havde brug for det, hverken på det helt små og basale, eller i større situationer. Jeg kunne aldrig nogensinde regne med personen. Og på trods af den erfaring i en årrække, havde jeg stadig ikke modet til at cutte kontakten. Jeg havde flere gange forsøgt at udtrykke min frustration over det her emne, blev nogle gange mødt med forståelse, og andre gange ikke. Men på trods af det, skete der ingen ændringer, og min skuffelse blev kun større og større. Da jeg så, igen i frustration, får sagt til personen, at nu er det simpelthen for meget for mig, og det tager mange af mine kræfter, altid at give, men aldrig få noget tilbage (igen ikke økonomisk, men mere i form af det følelsesmæssige og tidsprioriterings perspektiv), så er det mig der bliver cuttet fra.

Faktisk, stod jeg tilbage med en lettet følelse fra den dag. For det var ikke mig der havde truffet valget, og hvis der ikke skulle mere til, før at personen blev rasende på mig, og cuttede mig ud af deres liv, så havde jeg jo ret i min antagelse fra starten om, at jeg blev udnyttet, når personen havde brug for mig, og når h*n så kom ’på benene igen’, så hørte jeg aldrig fra personen. Hvis jeg selv en dag stod og manglede hjælp eller havde brug for en ’skulder’ at græde ud ved, så var der heller ingen ’hjælp’ at hente.

Da jeg så den dag og efterfølgende har efterrationaliseret forløbet, har jeg set et mønstre, som går helt tilbage til barndommen/ungdommen. Den person har budt mig, så meget negativt i mit liv, der har været så mange episoder, hvor (når jeg taler med andre om det) at de aldrig nogensinde ville have fortsat en relation med den person. Jeg har tilgivet SÅ mange gange, på trods af aldrig at have fået en undskyldning – eller nogen forklaring overhovedet. Men egentlig blot givet slip og kommet videre, fordi for mig, betød relationen noget.
Nu, set i bagklogskabens klare lys, så burde jeg nok have sagt stop for mange år tilbage, og sparret mig selv for utallige skuffelser, men man bliver jo kun klogere med alderen og erfaringer.

Derfor, har jeg heller ikke det store problem med i dag, at sige farvel til et langt venskab/relation mm. Hvis det ikke bidrager til noget som helst positivt i mit liv. Jeg er færdig med, at prioritere mennesker i mit liv, som ikke prioriterer mig i deres. Jeg er færdig med, at bruge ressourcer på mennesker, som ikke viser den mindste smule taknemmelighed og jeg er færdig med, at føle mig udnyttet. Men hvad jeg aldrig bliver færdig med er, at jeg altid hjælper hvor jeg kan, det er nok bare mit gode hjerte, som ikke kan stoppe. 😉

Og det skal lige siges klart og tydeligt, at jeg aldrig nogensinde mener, at man skal forvente at få 1:1 tilbage i en relation, for så skal man slet ikke opbygge relationen. Men hvad jeg mener man godt kan forvente af et langt venskab eller en familie relation, er, at man er der for hinanden, man prioriterer sin tid med dem, -også for at fastholde en god relation, og har forståelse for, hvis de er i en presset situation, og at man hver især, bidrager mest muligt positivt til hinandens liv. Jeg mener godt, at man kan forvente det af en relation. Selvfølgelig kan der opstå uenigheder, men det er her, jeg også mener, at man som et ansvarligt menneske, tager den tunge snak, tal om den elefant i rummet og få det ud af verden. Og her bør der så, komme et resultat ud af den snak, som gør, at man ikke står med den samme frustration, igen og igen… Min tilgang til livet er In a world where you can be anything – Be kind 😉

 

Instagram: @AmandaSisse
Snap: amandhaggg
Facebook: AmandaSisse (De unge mødre)
Kontakt for samarbejde: sis-pin@hotmail.com