Hele historien om Williams operation i armen :/

Puha, som i nok har kunne se den seneste uges tid på bloggens manglende indhold, så har jeg slet ikke haft tid til andet end mit kære lille pus.

Jeg må hellere starte, hvor det hele begyndte…
I mandags d. 22 december, blev jeg ringet op af børnehaven, med en besked om at William var faldet ned fra en stol, og det nok ville være en god ide at tage forbi egen læge. William hverken skreg eller grad voldsomt over smerte, så det var jo ikke nemt og se om det bare var slaget.. Vi havde travlt ude på arbejdet, så jeg kom hurtigt til at tænke den klassiske, ‘Det har jeg simpelthen bare ikke tid til lige nu’.. Men jeg ringede selvfølgelig op til egen læge, som ikke synes det lod særlig voldsomt, (for hvem skulle ha troet albuen var brækket på en dreng, der hverken piver eller jamre? men stadig ikke ser ud til at være på toppen), hun sagde dog at det smarteste ville være lige at ringe 1813 for en sikkerhedskyld. Det gjorde jeg så og vi blev kaldt en tur ind til Glostrups akut afdeling.

På vejen derud pjattede William med på alt, som han plejer. Men hvis jeg spurgte til armen sagde han den gjorde meget ondt, så jeg var virkelig i tvivl om hva pokker der kunne være sket. Jeg prøvede at “snyde” ham lidt ved at spørge “kan du nå mig med den der hånd skat?”, og han svarede bare “nej mor” med et trist blik i øjne 🙁 . Da vi kom ind sagde den første læge allerede med det samme “den der albue er brækket”. Vi blev sendt videre for at få taget røntgenbilleder. Da vi kom tilbage, viste det sig at den var så slemt brækket at han skulle opereres for at armen ikke vokset skævt sammen.

Williams morfar kørte os direkte til Hvidovre hospital. Der kom både Williams farmor og far 🙂 William var fastende og vi ventede helt til klokken 19-20 stykker, uden William kom til. Vi blev sendt hjem med beskeden om at han skulle opereres dagen efter (d. 23. december), han måtte spise men ikke efter kl. 2. om natten. William valgte at vi alle skulle på Mc Donalds og vi skyndte os derefter hjem i seng. Klokken 8 ringede hospitalet og fortalte de til morgenmødet var kommet frem til at de ikke havde tid til at operere ham før den 24. William var glad og legede som han plejer, kun på lidt smertestillende panodil. Han er 3,5 år og han har talt dage ned til at vi skulle hjem til mormor med en del af familien og fejre jul, derfor spurgte jeg om det var muligt at få en tid den 25. i stedet, så han kunne få lov til at være frisk juleaften og så ta den tidligt om morgen. Det kunne vi heldigvis og vi skulle møde kl. 7.30 d. 25.

William havde en dejlig juleaften og fik en hel masse gaver, sammen med sin kusine <3
Kl. 3 om natten stod min søster, mor og jeg op for at pakke bilen. Min mor bor laaaaangt ude på landet nu, og der var utrolig glat på motorvejen den morgen. Børnene kom om på bagsæderne med mig og vi var klar til at køre ved halv 6 tiden. Hele vejen skrålede de to krudtugler og jeg med på Gangnam style og The gunmy bear song, for at holde os vågne og gang i bilen 😉 <3

Da vi kom frem, kom Jesper også og kort efter skulle William, Jesper og jeg skifte til hospitals tøj, da William var så heldig allerede at komme til kl. 9 🙂 .. Da vi kom ned til operationsstuen var Jesper og jeg der for ham helt til vi skulle forlade ham, og så begyndte mine tåre bare at trille 🙁 Puha, det er virkelig hårdt at se ens søn sparke og slå for at komme fri fra masken med narkosen. :'( – og bagefter bare forlade ham.. Selvom man ved de er i de aller bedste hænder.

To en halv time efter blev vi ringet op inde på venteværelset, og William var klar i opvågningen. Vi skyndte os derned alle sammen, William fik en is og chips så han kunne få noget væske og salt ned. Noget af det første han havde spurgt om var hvor hans kusine Nathali var, så lægen satte hende hurtigt op i sengen til ham 🙂 <3

Resten af dagen gik med at være på forskellige afdelinger på hospitalet, men vi er desværre ikke færdige endnu, i slut januar skal William igen opereres så han kan få pindene i albuen ud ugen :/ Puha lille skatter mus altså, man har så ondt af ham <3
Jeg kan mærke det meget på hans søvn og humørsvingninger, han bliver meget let vred, og jeg kan så godt forstå ham. Det må da gøre så mega nas og være død fustrerende at rende rundt med gips på armen. 🙁 <3 Så jeg prøver at takle det så pænt jeg kan når han skælder mig ud eller får et lille møgfald på mig. Heldigvis er han god igen hurtigt, og leger som han plejer <3

Kiss love & hugs A.S.<3