Smæk efter talkshowet.!

Jeg har fået enormt meget respons på talkshowet som blev vist i tirdags, og blev genudsendt igår aftes kl. 20.00. Heldigvis er langt de fleste enormt positive og har sendt en masse søde beskeder, hvilket bliver taget imod med kyshånd <3 Vi er dybt taknemmelige, og jeg prøver virkelig at svare alle dem jeg kan <3 . Men alle ved, intet afsnit, uden kritik.

Der er nemlig desværre også kommet et par hug. Specielt på den måde jeg vælger at håndtere William på, nogle mener at jeg ikke magter at opdrage på ham, og ikke kan forstå at jeg ikke “gik amok” da William skabte sig i det lille klip der blev vist.

Jeg vil først pointere, William er udmærket opdraget. Han har, siden han lærte at snakke, fået afvide at der er ikke noget der hedder ja eller nej, det hedder “ja tak” eller “nej tak”.. Og i samme tid har han altid sagt tak for mad 🙂

Derudover mener jeg slet ikke at man opdrager sine børn ved at “gå amok” på dem når de opfører sig umuligt. ALLE børn skal være umulige engang imellem, og ingen forældre kommer igennem en problem fri opdragelse 🙂

Men hvad hjælper det at råbe og skrige af sine børn? I mine øjne intet! Jeg er blevet drevet derud hvor jeg har kommet til at råbe lidt af William i frustration. Men det vil jeg simpelthen ikke byde mit barn. Jeg husker tydeligt en episode vi havde, en aften hvor William var godt træt og umulig. Inden han skal i seng, har vi en regel om at han ska rydde sit legetøj op, jeg hjælper gerne, men han skal selv deltage. Den aften, ville han simpelthen bare ikke, jeg sagde “fint min skat, men så er der heller ingen godnat historie bagefter” – plejer at virke. Men her var han bare iskold, han nægtede. Ikk nok med det, så tog han de kasser med legetøj jeg havde ryddet op, og vendte bunden i vejret, så jeg ku starte forfra tusinde gange. ÅRGH!!! Til sidst kom jeg til at råbe. “NU GÅR DU SIMPELTHEN IND PÅ DIT VÆRELSE, DEN DER OPFØRELSE GIDER JEG SLET IKKE AT SE PÅ!”

Jeg kunne se i hans øjne at han vidste at jeg mente det. Og jeg ku høre på mig selv, at det jeg havde råbt, var slet ikk i orden. Selvfølgelig ska han ikke opfører sig sådan, men det værste man kan gøre (udover at udøve vold selvfølgelig) det er at råbe af sine børn. Det er der ingen børn der fortjener, uanset opførsel. – Folk må gerne have en anden mening, og opdrage anderledes, jeg lover bare mig selv. At mit barn skal der slet ikke råbes af! Der findes så mange andre alternativer til en god opdragelse..

Jeg husker også at da han kom i seng den aften, så så han ret ked ud af det. Og hjemme hos os, må man hverken gå sur eller ked af det i seng. Så jeg putter mig ind under hans dyne og spørger “hva så min skat, er du ked af det?” “mmmh” svarede han.. Så spørger jeg “hvorfor er du ked af det musse?” “det fordi, jeg kan ikke lide at du råbte af mig” … Jeg blev fuldstændig lammet af skam.. Jeg skyndte mig at gi ham en masse kys og kram, mens jeg undskyldte og forklaret ham, at det ikk var okay det jeg gjorde, men at når han gjorde alle de ting han ikke måtte og blev ved med at “drille” så bliver mor rigtig sur til sidst. Men det var ikke i orden!  Så fremover, når William f.eks. ikke vil hjælpe med at rydde op, så er min strategi lagt “Hvis du ikke hjælper med at rydde op skat, så gør jeg det, og så får jeg skraldespanden til at hjælpe mig istedet” – SÅ kan han få fart under futterne og hjælpe til <3 .. 😉

Mit barn skal have respekt for sin mor, helt klart- på samme måde som jeg skal have respekt for ham!  Men respekt kommer ikke af frygt for at mor eller far bliver sure! Respekt kommer af kærlighed og forståelse for det andet menneske. <3

Det vigtigste for mig, er at mit kære barn ved hvor uendelig højt jeg elsker ham. Han ved udmærket godt hvad han skal svare når jeg spørger “ved du godt hvor højt jeg elsker dig min skat?”.. Wille “To the moon and back <3”

Lot’s of looove A.S. <3