ER DET OKAY, AT TA’ EN ‘VOKSENSNAK’ MED ENS BØRN?

Jeg har i hvert fald erfaret, at det enkelte gange kan være en nødvendighed – efter min egen vurdering. Generelt går jeg selvfølgelig ind for, at børn skal have lov til at være børn, og ikke bekymre sig om voksne-problemer, men jeg går også utrolig meget ind for, at opdrage min søn med åbenhed og ærlighed, vi skal kunne fortælle hinanden alt. (med måde selvfølgelig) Alle situationer er selvfølgelig forskellige, og det er heldigvis også kun sket meget få gange, at jeg har følt det nødvendigt, at tage en ret ‘alvorlig’ snak med William, for at han bedre kunne forstå hvad der skete. – og aller vigtigst, at han ikke skulle bebrejde sig selv noget. Da William var lille, 2½...

“RIGTIG VOKSEN”

Det er faktisk lidt pudsigt, at når jeg sådan tænker tilbage på min barndom, så husker jeg ret tydeligt, at jeg altid så frem til at blive 25 år, jeg vidste at det var der, at ens hjerne skulle være færdig udviklet, og jeg tænkte at det så måtte betyde, at man så var blevet “rigtig voksen” 😉 De fleste husker jeg bare glædet sig til at blive 18 år, så man kunne få kørekort og flyttehjemmefra ;b men jeg tænkte meget over, at jeg hellere ville være den alder, hvor der var mere styr på tingene, og man var kommet ‘langt med sit liv’ 😀 .. For som barn er 25 år jo en hel menneske alder i sig...
    Newer posts