Jeg har en dreng der er super glad for toge, han har altid været besat af dem! - ALLE SLAGS TOGE :D
Se næste indlæg >
MÅ MAN SKÆLDE SINE BØRN UD?…
Amanda Sisse
Jeg ved der er rigtig, rigtig mange mennesker der går ind for at man ikke må skælde børn ud i dag, fordi man har fundet ud af at det er skadeligt.. Jeg er selv af den opfattelse, at der er forskel på skæld ud. For mig, er det vigtigt at William ved når min grænse er nået.
Jeg kan sagtens hæve stemmen og snakke med meget store bogstaver, hvis han opfører sig helt tosset. Det jeg tror, og mener kan være skadeligt, er hvis man begynder at nedgøre børn under et “skænderi”, røber højt af dem, man skal ikke kalde sine børn møgunger eller andre grimme ord, når man selv ønsker de skal tale pænt, og man skal heller ikke sige sætninger som “hvorfor kan du heller aldrig finde ud af …” Men man kan sagtens tale i en hård tone – og det jeg ser som at ‘skælde ud’ i mine øjne. Jeg tror det er ekstremt vigtigt at alle børn ved at der er en grænse som man ikke overskrider. Og alle børn skal prøve grænser af, William er f.eks. specielt slem hvis han samtidig er meget træt efter en lang dag, men jeg gir mig simpelthen ikke 😉 . Ude i samfundet hvor de gerne skulle fungere som selvstændig individer, er det jo også vigtigt at de ved at andre mennesker har personlige grænser, man ikke overskrider, man skal opføre sig ordentligt og der er ting der bare ikke er til diskussion 🙂 Det er aldrig sjovt at skulle være ‘the bad cop’, jeg ville da ønske alle dage kunne være helt perfekte og at William altid opfører sig eksemplarisk, men sådan er det jo at have børn 😉 Det er ikke altid lige sjovt :b Men hvad er jeres holdning, må man skælde sine børn ud og tale med store bogstaver? Eller skal man altid tage lidt lettere på tingene og lade børnene mere learn-by-doing? 🙂
Uanset hvad, er jeg sikker på vi alle gør det vi mener er aller bedst for vores børn <3
Kiss love & hugs A.S.<3
Instagram: @AmandaSisse
Facebook: AmandaSisse (De unge mødre)
Snap: AmandaSisse
Jeg synes helt sikkert du har fat i noget der.
Personligt kommer det an på situationen her hjemme. Eftersom jeg altid er blevet kaldt ikke så pæne ting af min far i hans arrigskab, så bryder jeg mig ikke om at kalde mine piger alt muligt når jeg er sur. Derfor har jeg lært dem at man kan være 3 ting i “surhed”: 1. irriteret, så skal man bare tænke lidt over det for sig selv og evt sætte ord på. 2. Så er man sur og har brug for hjælp da man ellers ikke kan overskue tingene. 3. Så er man gal. Jeg plejer og sige begge mine pigers fornavne (altså de 2 gange om året det sker at jeg er gal). Der stopper vi alt hvad vi har gang i og taler om hvad der gør en gal og hvad vi ikke må gøre til næste gang. Fællesnævneren her er kommunikation, tal til man griner over det. Jeg siger ikke at det altid virker men 7-9-13 har det altid virket for os. Min ældste på 7,5 år har taget det med videre i sin 1. Klasse; hun er stolt over at hun kan og tør tale om sine følelser.
God dag